Som hovedregel vil jeg sige at er man i tvivl, så er det en tur til
dyrlægen. Men man kan dog også rådføre sig med erfarne marsvinefolk
omkring mindre akutte ting.
Vær varsom med at gætte og begynde
behandlinger selv, da der findes midler som marsvin enten tåler dårligt
eller som er direkte dødelige for dem.
Grunden til at det kan være en god ide at have en livline i form af
de erfarne marsvinefolk er, at der desværre stadig findes dyrlæger der
er knapt så erfarne i andet end hund og kat, og det kan i værste fald
medføre fejldiagnoser og fejldiagnosticeringer. Dette skyldes at der
ikke er ret meget af uddannelsen som beskæftiger sig med ‘eksotiske
kæledyr’, og at man derfor selv skal tage ekstra kurser m.m. for at
blive opdateret.
Heldigvis findes der også marsvinekyndige dyrlæger
rundt omkring i landet. Man kan med fordel enten forhøre sig hos
opdrættere i ens nærområde, eller på diverse fora og grupper, om hvilke
dyrlæger der kan anbefales.
Til daglig bruger jeg selv Hovedvejens Dyreklinik v. Karin Zekiros og har brugt hende i al den tid jeg har haft marsvin.
Skal jeg have kastreret, så benytter jeg mig dog af Trine Cramon udelukkende fordi hun også opererer gennem bugen og er billigere end min normale dyrlæge.